Medarbejdere skal investere i svin
Forslag skal sikre produktion og arbejdspladser
Slagteriarbejderne på Danish Crown med hovedsæde i Randers skal investere op mod 600 millioner kroner af deres løn i svineproduktion, hvis produktionen af danske slagtesvin skal kunne opretholdes i fremtiden.
Sådan lyder forslaget fra en gruppe tillidsmænd i Danish Crown. Forslaget kan i givet fald kan få betydning for de 1300 slagteriarbejdere i Horsens.
- Det er et banebrydende forslag, som selvfølgelig skal til afstemning blandt alle vores kolleger. Men det er også en drastisk udvikling, som vi igennem en årrække har været vidner til, når vi ser på antallet af kolleger på svineslagterierne i Danmark. Den udvikling vil vi vende. Det er vores egne arbejdspladser, det handler om, siger formanden for Tillidsmandskollegiet i Danish Crown Lars Mose i en pressemeddelelse.
Hvis forslaget om investering af løn bliver en realitet, vil det gælde for svinekødsdivisionen DC Pork.
Investering skal forhindre fyringer
Forslaget kommer efter, at slagterikoncernen for en uge siden varslede op mod 1000 fyringer, hvis udviklingen ikke blev vendt.
Investeringerne skal komme slagterikoncernens andelshavere til gode, så produktionen af slagtesvin kan øges.
- Det er en meget beundringsværdig ansvarlighed, tillidsmandsgruppen udviser. Det betyder også, at vi for første gang i en lang årrække ser ind i en fireårig periode, hvor vi ikke skal lukke svineslagterier, og det er rigtig positivt. Forudsætningen for, at det kan lade sig gøre, er selvfølgelig, at forslaget virker efter hensigten og sikrer et antal slagtesvin, der betyder, vi kan udnytte vores kapacitet, siger CEO for DC Pork Jesper Friis i en pressemeddelelse.
I forbindelse med aftalen har fabrikscheferne på de danske anlæg givet tilsagn om også at bidrage. Det samme har topledelsen i DC Pork.
I løbet af de kommende uger har medarbejderne mulighed for at gennemgå forslaget i detaljer, inden det sendes det til afstemning inden udgangen af måneden.