McCarthy overhalet af racerbilerne

Den amerikanske verdenskunstner trækker langt fra de samme antal besøgende som de forrige særudstillinger på Aros.

Aros udstilling af den amerikanske kunstner, Paul McCarthy, har trukket langt færre besøgende end de foregående udstillinger.

På godt to måneder har udstillingen ifølge Urban haft 52.000 besøgende.

Udstillingen slutter den 6. maj, men besøgstallet når næppe op på siden af Aros' forrige succeser som "racerbiler", der blev set af 137.000 besøgende, og udstillingen af kunstneren, Eliasson, som 142.000 personer så.

- Det er umuligt at forudse, hvor mange gæster, der kommer, og vi havde håbet på flere med verdensnavnet McCarthy. Men vi skal vise den slags, og det kan ikke være blockbusters hver gang. Udstillingen er udfordrende, og vurderingerne er vidt forskellige. Det er enten eller og kun få midt imellem, siger kommunikationschef for Aros, Bjarne Bækgaard til avisen.

Han tror, at museet alligevel nok skal nå det budgetterede besøgstal i 2007 på 300.000 gæster.

Næste særudstilling er Bjørn Nørgaards forarbejder til gobelinerne på Christiansborg.

De viser 1.000 års danmarkshistorie.