Sygeplejerske har solgt sin bil: - Det handler om at være et godt eksempel

Randers Kommune vil have flere randrusianere op på jernhesten. Derfor tramper medarbejderne nu selv i pedalerne.

Maya Vivendel arbejder på Regionshospitalet i Randers og er en af de i alt 20 udvalgte cykelambassadører, som skal få alle i Randers Kommune til at cykle mere.

Svedige Laks, Motionsmagneter og Betty Bops. Det er bare nogle af de hold, der de næste fire uger skal dyste mod hinanden i, hvem der kan cykle mest på arbejde.

I Randers Kommune forsøger man nemlig, at få folk til at bruge cyklen mere i hverdagen.

Læs også Øl, øl og atter øl: Plejehjem fejrer Øllets Dag til stor glæde for beboerne

20 ambassadører fra Regionshospitalet i Randers og fra Randers Kommune har skullet sætte et hold med så mange kollegaer som muligt.

Det gælder om at cykle på arbejde flest mulige dage i september. Jo flere deltagere, jo større mulighed for at få mange cykeldage.

01:46

VIDEO: Se hele indslaget om konkurrencen og Randers Cykelby her. 

Luk video

Har solgt bilen

Maya Vivendel arbejder på Regionshospitalet i Randers og er en af de i alt 20 cykelambassadører.

Hendes job er at lokke så mange kollegaer som muligt med op på det tohjulede køretøj og sørge for, at de bruger den hver dag på arbejde.

- Mine kollegaer ved godt, at jeg er meget vedholdende, når først jeg har sat mig noget for. Så de ved godt, at der ikke er nogen vej udenom. De kommer til at høre for det, hvis de ikke cykler, siger Maya Vivendel, der er anæstesisygeplejerske.

Maya Vivendel er 1 ud af 20 cykelambassadører, der skal få deres kollegaer til at bruge cyklen mere. På denne tavle kan kollegaerne melde sig på hendes hold.

Hun gør dog opmærksom på, at selvom hun presser sine kollegaer, sker det hele på en kærlig måde.

Hun har også selv måttet ændre sine vaner, hvis holdet skulle have mulighed for at vinde konkurrencen.

- Jeg har solgt min bil. Så nu skal jeg altså cykle hver dag, siger Maya Vivendel, hvis hold har fået navnet 'Team Bimle'.

Men for Maya og hendes holdkammerater, handler det heller ikke kun om at vinde.

Læs også Danske Spil efterlyser heldig østjyde

- Det handler også om at være et godt eksempel for de andre i byen. Vi har farvestrålende jakker på, så jeg tror ikke, at der er nogen i byen, der ikke har set os, siger hun.

Flere skal bruge cyklen

Projektet er et af mange tiltag fra Randers Kommune, der skal få borgerne til at bruge cyklen mere. Og det er der flere gode grunde til. 

- Det skal være med til at reducere trængsel i trafikken, mindske CO2-udslippet og gøre folk sundere, siger Birgit Berggren, der er projektleder for Randers Cykelby til TV2 ØSTJYLLAND.

Cykelkælderen ved Randers Kommune er noget mere proppet, end den plejer at være.

Men kommunen er også bevidst om, at hvis de vil have flere op på jernhesten, må de selv trampe i pedalerne.

Derfor har de indledt en konkurrence mellem de to største arbejdspladser i byen, Regionshospitalet og Randers Kommune.

- Vi arbejder med sundhedsfremme i hele kommunen, og derfor er det fuldstændig oplagt, at Regionhospitalet og kommunen går forrest og er rollemodeller for alle andre, siger Birgit Berggren.

Læs også Rune lever i støj - nu er der måske hjælp på vej

"Vi gør det med humor"

Maya Vivendel og hendes holdkammerater fra Team Bimle konkurrerer mod de andre hold på hospitalet, men er også i skarp konkurrence med medarbejderne fra Randers Kommune.

Morten Madsen er en af ambassadørerne fra kommunen, og han har stillet et hold på 17 medlemmer. De kalder sig selv for Cykelbanden.

Randers Kommune har stillet flere elcykler til rådighed for medarbejderne, der kan låne dem i 8 måneder. Morten Madsen er en af de ti cykelambassadører fra Randers Kommune.

Morten bor selv i Rønde og har derfor et stykke til arbejde. Derfor har han måttet finde et alternativ til cykelturen på knap 50 kilometer, så han kunne bidrage til antallet af cykeldage på holdet.

- Jeg tager bilen fra Rønde og et stykke ind til Randers. Her parkerer jeg den og cykler resten af vejen, siger han.

Morten Madsen har måttet tage ekstraordinære metoder i brug, for at lokke så mange kollegaer med på hans hold som muligt.

- Jeg lokker dem med chokoladecookies, som jeg bager derhjemme, siger han.

Læs også Politiet snuppede 80 i trafikken - flere risikerer kortet

Det er vigtigt for Morten, at det ikke bliver en sur pligt for hans kollegaer.

- Vi gør det med en god portion humor. Det skal være noget, der er til at have med at gøre, siger han.

Både Maya og Morten er enige om, at det giver en god stemning på arbejdspladsen, når man er sammen om at konkurrere.

Præmien er en middag for hele holdet, og konkurrencen slutter ved udgangen af september. 

Konkurrencen blandt de både gamle og nye cyklister i Randers Kommune fortsætter måneden ud.