Massivt politiopbud ved foredrag
Politiet var mødt talstærkt op til Naser Khader-foredrag
Stærkt bevæbnede politibetjente var til stede til et Naser Khader-foredrag i Aarhus onsdag aften.
- På grund af det forhøjede terrorberedskab i Danmark generelt er vi til stede hernede for at passe lidt på i aften. Der er som sådan ikke nogen trussel mod selve arrangementet, siger Frank Søgaard, indsatsleder hos Østjyllands Politi.
Naser Khader skulle nemlig holde oplæg for Dansk-Israelsk forening om emner som Mellemøsten og jødehad, som han selv siger.
Han ærgrer sig over, at politiopbuddet var nødvendigt.
- Det er desværre nødvendigt i den her tid. Debatten har jo forandret sig, og vi har en indre fjende, der vil os noget ondt, siger Naser Khader.
Men alligevel var der aldrig planer om at aflyse arrangementet, selv om også arrangørerne synes, at situationen er ærgerlig.
- Jeg synes, det er trist og sørgeligt for det danske demokrati, at vi er nået dertil, hvor en gruppe af befolkningen er under et sådant pres, at de skal beskyttes på den måde, siger Henrik Chievitz, der er næstformand for Dansk-Israelsk Forening.
Se hele indslaget i videoen øverst i artiklen.