Massivt hærværk mod DF-plakater
Omfattende hærværk mod partiets valgplakater i blandt andet Århus får nu Dansk Folkeparti til at melde sagen til politiet,
Hagekors, hitlerskæg, klistermærker med påskrifter som "racist" og "giv os holocaust tilbage" - sådan prydes en stor del af DF-spidskandidaten Morten Messerschmidts billboard-reklamer.
Faktisk er omfanget af hærværket så omfattende, at partiet har meldt sagen til politiet og har været nødsaget til at få trykt et "betragteligt" ekstra antal plakater, skriver NORDJYSKE og Fyens Stiftstidende.Ifølge partiets pressechef Søren Søndergaard er problemet størst i København, Odense, Aalborg og Århus, hvor lokalformænd har oplevet at de slet ikke kan følge med vandalerne;
- Vi er utrolig ærgerlige over det. Jeg har netop været i kontakt med et par lokalformænd, som i weekenden hængte et par hundrede plakater op. Nu er de stort set alle sammen enten ødelagt eller revet ned igen. Det er en krænkelse af den politiske ytringsfrihed, siger Søren Søndergaard, der mener, at der er tale om en organiseret aktion ledet af venstrefløjsaktivister som iværksættes af landsdækkende sms-kæder.
- Vi kan se, det er organiseret, for det er de samme klistermærker og påtegninger, siger han.
Morten Messerschmidt selv kalder aktionen "dybt pervers".
- Det er mennesker, der ikke ved, hvordan man lever i et frit demokrati, siger han.
Hos politiet oplyser man, at den slags sager på grund af den politiske karakter overdrages til PET, som dog ikke vil kommentere på sagen.