Massive protester fik politikere til at skifte mening

Det vakte vrede, da politikerne for et par år siden flyttede kommunal service fra Hornslet til Ebeltoft. Nu er tilbuddet tilbage i Hornslet

Nogle gange kan det godt betale sig at brokke sig højlydt over en beslutning, politikerne har truffet.

Det kan borgerne i Syddjurs skrive under på.

Nu kan de atter få udstedt pas og kørekort i Hornslet. For et par år siden besluttede de folkevalgte ellers, at det kun skulle foregå i Ebeltoft.

- Så er vi jo fri for at komme halvvejs til Sjælland, griner Hornslet-borger Anker Sten Nielsen om udsigten til at slippe for turen til Ebeltoft.

Beslutningen om at fjerne kørekort og pas fra Hornslet fik borgerne på barrikaderne. Flere end 3500 underskrifter blev samlet i kampen for at bevare tilbuddet i Hornslet. 

Læs også Få styr på pas og kørekort på biblioteket

Erik Wessmann var en af de utilfredse. Han er glad for, at politikerne nu har skiftet mening.

- Jeg synes, det er dejligt og såre naturligt. Jeg fatter ikke, at der skulle så meget strid om det, siger han.

Erik Wessmann mener, at kørekort og pas til Hornslet blot bør være første skridt. Han vil have flere kommunale tilbud flyttet ud. 

- Vi skal have spredt det ud til vi alle sammen i lighed med, at staten spreder statsvirksomhed ud omkring i hele landet. Vi skal gøre det nøjagtig på samme måde her i kommunen, siger han.

Byrådsmedlem Jan Fischer (S) er en af de politikere, der har kæmpet for at få flyttet pas og kørekort tilbage til Hornslet.

- Vi har gjort alt, hvad vi kunne, for at trykke på de knapper, der skulle trykkes på. Jeg kan kun være glad for, at det er kommet til Hornslet igen. Det manglede bare. Det var simpelthen forfærdeligt det, der blev lavet dengang, siger han.

Borgmester Claus Wistoft (V) erkender, at politikerne måske traf den forkerte beslutning for at par år siden.

- Det kan da godt være, at vi var for hurtige på aftrækkeren. Vi har et behov for at være så effektive som muligt, og det var også baggrunden for den beslutning i sin tid. Nu er den lavet om til den nuværende service, og det er vi glade for, siger Claus Wistoft.

Øverst kan du se hele indslaget.