Massiv opbakning: Der venter AGF en hvid mur i Viborg
AGF-fans valfarter til Viborg, hvor der søndag venter en gyserkamp mellem to af superligaens bundhold
For her regerer A-G-F. For her regerer A-G-F.
Den slagsang kommer til at gjalde i Viborgs gader og på byens stadion søndag eftermiddag.
For selv om AGF møder Viborg på udebane, venter der aarhusianerne en massiv opbakning på lægterne. Den ene endetribune forvandles til en hvid mur.
- Her til morgen (søndag, red.) var der solgt omkring 900 billetter til udebaneafsnittet i Viborg. Derudover er der folk, som først køber billet ved stadion, siger Søren Højlund Carlsen, AGFs kommunikationschef, til TV 2 I ØSTJYLLAND.
Han venter, at cirka 1000 AGF-fans tager turen til Viborg.
- Vi er utrolig glade for den massive støtte. Den betyder enormt meget, siger han.
I samlet trop til stadion
Fansene kommer til at sætte præg på domkirkebyen forud for kampen, der fløjtes i gang klokken 16.
Flere af fangrupperingerne mødes før kampen på Zwei Grosse Bier Bar i Viborg. Når der ikke er mere fadøl i glassene, går AGF-fansene i samlet flok til Energi Viborg Arena, som byens stadion hedder.
Her venter en kamp, der er så afgørende, at den snildt kan forårsage tynd mave og neglebideri af Ove Pedersenske dimensioner.
Ender et af holdene med at tabe, er der lagt op til et nervepirrende forår, hvor risikoen for nedrykning er til at tage og føle på.
AGF mangler profiler
En håndfuld af AGFs stamspillere kommer ikke i kamp i Viborg.
Læs også
Martin Spelmann er ude på grund af karantæne, mens skader tvinger Morten Duncan Rasmussen, Alexander Juel Andersen, Chris Ikonomidis og Niklas Backman til at stå over.
AGFerne kan glæde sig over at få Jesper Juelsgård tilbage efter karantæne. Derudover er der mulighed for, at Thomas Juel-Nielsen, som AGF fik papir på forleden, kan få debut i den hvide trøje.
AGF oplyser på sin hjemmeside, at søndagens kamp er 34. gang, at den aarhusianske klub møder Viborg på udebane. 14 af kampene er endt med viborgensisk sejr, ti kampe er sluttet uafgjort, mens AGF ni gange har trukket det længste strå.
Tilbage i slutningen af februar krydsede de to hold senest klinger i Viborg. Kampen endte 1-1. AGF førte det meste af tiden, inden Viborg udlignede i kampens døende minutter.