Masseslagsmål i aftes
To kørt på hospitalet efter knivstik
To mænd måtte en tur på hospitalet efter et masseslagsmål i aftes.
Østjyllands Politi fik kort før midnat en anmeldelse om et større slagsmål ved baren The Australian Bar ved Åboulevarden i Aarhus.
Da politiet kom frem, lå to mænd på jorden, og en større gruppe på 15 - 20 personer var på stedet. De to var stukket ned med kniv og blev kørt på hospitalet.
- Politiet anholdt syv personer på stedet for at sikre deres tilstedeværelse, så de ikke forlod stedet, fortæller politikommissær ved Østjyllands Politi Thomas Hinge til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Indtil videre ved politiet ikke hvad, der ligger bag slagsmålet, da hverken de tilskadekomne eller de anholdte vil udtale sig.
Der er ikke foretaget nogen sigtelser og de anholdte er alle løsladt igen.
De to tilskadekomne fik kun overfladiske knivstik.
Politiet afviser, at det er tale om specifikke grupperinger, da alle involverede kommer fra forskellige landsdele.
Politiet vil gerne høre fra vidner, der har set slagsmålet.