Masseslagsmål

Op mod 400 diskoteksgæster i slagsmål med politi på Århus Havn

Seks-syv andengenerationsindvandreres forsøg på at komme ind til en privat fest på diskotek Showboat på Århus Havn natten til lørdag, udviklede sig i løbet af nogle få timer til et masseslagsmål mellem politi og 300-400 mennesker.

Halvanden time efter at de unge indvandrere var blevet afvist af dørmændene ved hoveddøren, vendte de tilbage til diskoteket, men da var deres antal fordoblet. Da de unge trængte ind i diskoteket ad en bagdør, bad dørmændene politiet om hjælp.

Det ophidsede de unge i en sådan grad, at to betjente blev angrebet. Den ene blev slået i hovedet og den anden skubbet. De to betjente rekvirede hjælp, og kl. 02 besluttede politiet at lukke diskoteket.

Showboats bestyrer satte brandalarmen i gang for at få festdeltagerne til at forlade diskoteket. De begyndte også at strømme ud på havnepladsen, men kort efter var der et voldsomt slagsmål i gang mellem festdeltagerne og de unge indvandrere på den ene side og politiet på den anden.

(Ritzau)

Situationen var nu eskaleret så voldsomt, at indsatslederen fra Århus Politi besluttede at rekvirere hjælp fra politiet i Horsens, Silkeborg, Odder, Randers og Viborg.

Den voldsomme politiindsats fik nogle at de unge til at gå amok. De kastede sten og flasker mod politiet og smadrede flere politibiler. Da de unge begyndte at samle kasteskyts blev der indsat hundepatruljer.

Roen på Århus Havn blev genoprettet ved godt 03-tiden.

Fire-fem unge blev anholdt. Den ene vil blive sigtet for vold mod tjenestemænd, de øvrige sigtes formentlig for hærværk, gadeuorden og overtrædelse af restaurationsloven.

Enkelte af de unge blev ramt af politiets stave og et par fik hundebid, oplyser Århus Politis indsatsleder.

Politiet opfordrede tidligt lørdag en ung mand, der smadrede to patruljebiler til at melde sig. Han var blevet genkendt af et par af betjentene, da han hoppede på bilerne ogslog bilernes ruder ind.