Masser af utidssvarende plejeboliger
Mange ældre i Århus og Norddjurs kommuner bor i små plejeboliger uden ordentlige toiletforhold.
Masser af østjyske ældre bor i boliger, der ikke er tidssvarende.
Alene i Århus Kommune lever 689 ud af de i alt 2.100 plejeboliger ikke op til den standard, kommunen gerne vil tilbyde de ældre. Boligerne har for små bad- og toiletrum, og selve boligen er ofte kun mellem 14 og 18 kvadratmeter.
Århus Kommune har allerede afsat penge til at renovere en del af de utidssvarende boliger.
Dog er der ikke råd til forbedringer på alle ældrecentre. Det drejer sig blandt andet om Sønderskovhus, Hørgården, Torsgården, Egely, Møllegården og Møllestien.
Lidt længere mod nordvest - i Norddjurs Kommune - vil kommunen bruge 400 millioner kroner på at bygge nye plejeboliger. Nogle af de eksisterende boliger har ikke eget bad og toilet. Disse boliger bliver dog primært brugt til aflastning eller til korte ophold.
De utidssvarende et-rumsboliger bliver nu ombygget til to-rumsboliger med større badeværelser.