Masser af ulovlige knallerter

Politiet i Randers kæmper en hård kamp mod knallertkørere, der har pillet ved mekanikken.

Foto: Colourbox

Der hersker nærmest lovløse tilstande i trafikken i Randers - i hvert fald når det handler om knallerter.

Ifølge politiet er ni ud af ti af byens knallerter ulovlige fordi der er ændret ved mekanikken, så de kan køre hurtigere, end det er tilladt.

Politiassistent Jens Bak siger til Randers Amtsavis, at det ikke er unormalt, at knallerterne kan køre over 100 kilometer i timen. Det skaber utryghed hos folk i byen, og bilisterne har svært ved at vurdere hastigheden på knallerterne.

Politiet i Randers fik i løbet af sidste år fat på omkring 340 ulovlige knallerter. Det svarer til en om dagen.