Masser af klager til Midttrafik

Omlægning af ruter vækker vrede

Det strømmer ind med klager, efter at trafikselskabet Midttrafik har lagt hele busnettet om både på landet og i byerne.

Alene i Aarhus Kommune har flere end 1.000 buspassagerer indtil videre valgt at klage til det midtjyske selskab.

Langt de fleste af klagerne kommer fra passagerer, der har mistet stoppesteder, eller som har fået færre afgange at vælge imellem.

Klagerne gør indtryk på Midttrafik, der oplyser, at selskabet konstant følger driften og vil lave ændringer, hvis det viser sig, at planerne ikke holder i virkeligheden.