Masser af juletyverier fra kirkegårde
De århusianske kirkegårde oplever lige nu en kedelig juletradition. Når personalet er gået hjem, lister tyve sig ind og stjæler fra gravstederne.
Det er særligt julekranse og blomster, som er populære hos tyvene.
På Åbyhøj Kirkegård er tyverierne en årligt tilbagevendende begivenhed i december måned, og også i år har man man oplevet mange tyverier.
Når kirkegårdspersonlalet går hjem om eftermiddagen, er der ikke nogen, der holder øje med gravstederne, og det benytter tyvene sig af. Til stor irritation for de pårørende.
- Når de henvender sig til os, er de meget følelsesladede og undrer sig over, hvordan folk kan finde på at gøre sådan noget. De synes, det er så lavt, siger menighedsrådsformand i Aaby Sogn, Per Sjørup Godsk, til TV 2 | ØSTJYLLAND.