Masser af gæster på Randers-hoteller
De tre største hoteller er ofte booket helt op. Kongresser og andre større arrangementer trækker de mange gæster til byen.
De tre store hoteller i Randers - Hotel Kongens Ege, Hotel Randers og Hotel Kronjylland - har i de seneste måneder jævnligt haft gæster i samtlige deres 500 senge. Det skriver Randers Amtsavis.
- Vi er kommet ind i en rigtig positiv udvikling, siger direktøren for Hotel Kongens Ege, Tomas Ballisager, til avisen.
De seneste dage har hans hotel haft fuldt hus i forbindelse med en kongres for danske beredskabschefer, der blev afholdt i Viborg.
Netop kongresser og andre større arrangementer fylder mange af hotellernes senge. Selv arrangementer i byer som Århus og Viborg kan mærkes i Randers.
- I Århus har de 1200 sengepladser. De kan hurtigt blive fyldt op, og så tager folk eksempelvis her til Randers, siger Tomas Ballisager, der også ser erhvervsopblomstringen omkring Randers som endnu en grund til glæde.
Især et firma som vindmøllegiganten Vestas har blæst gang i hotellerne igen.