Masser af chancer - men ingen mål
Trods masser af chancer i begge ender kom bolden aldrig i mål. Kampen mellem AGF og Lyngby endte derfor 0-0.
SAS Liga-klubberne AGF og Lyngby spillede mandag aften uafgjort 0-0 på NRGi Park i Århus.
De to oprykkere delte point i en ganske underholdende og chancerig dyst, der endte uhyre intenst med store målchancer til begge hold og en del skubberi mellem de to holds spillere.
Sidste uges AGF-helt, Mike Tullberg havde to gode muligheder for at sikre århusianerne sejren, og den netop hjemvendte Jesper Håkansson burde have scoret sejrsmålet for Lyngby, da han slap alene igennem ti minutter før tid.
Med det uafgjorte resultat fik AGF sit første point på hjemmebane og rykkede over nedrykningsstregen med fem point og en bedre målscore end Brøndby. Lyngby har ét point mere på niendepladsen, mens Viborg er sidst.