Massedød skyldes kærlighed
Døde hornfisk i Mariager Fjord er ikke en del af en ny forurening af fjorden
Døde hornfisk i Mariager Fjord døde en naturlig død - for så vidt, at det nu også kan være naturligt at sætte livet til for kærlighedens skyld - og hvis en sådan da findes blandt hornfisk.
Fiskere og folk, der i weekenden var på fjorden, slog alarm til såvel Nordjyllands Amt som Århus Amt og frygtede det værste, da de flere steder havde set døde hornfisk flyde i vandoverfladen, skriver Nordjyske Stiftstidende.
Fagfolk blev sat i det lille Miljøskib "Maria" og tog prøver af vand og algevækst. For ud over muligt iltsvind og fatale følger af trangen til formering, var der en lille risiko for, at hornfiskene var blevet kvalt af en bestemt slags alger, der kan sætte sig fast i deres gæller.
Tirsdag morgen kunne biolog Kristian Jensen fra Århus Amt dog fortælle, at iltsvind i fjorden i hvert fald ikke er årsagen, og at det i øvrigt ikke er første gang, at hornfisk er døde efter endt gydning netop i Mariager Fjord ved åbent hav og ude ved kysten med masser af rent vand omkring kroppen. Her overlever de langnæbbede hornfisk uden problemer at føre slægten videre, og er glubende sultne bagefter og derfor et yndet mål for lystfiskernes kroge, skriver Nordjyske.
Men når fiskene gyder, udsætter de sig selv for et enormt stess, og foregår gydningen i mindre rene og gunstige omgivelser, kan det blive for meget. Fiskene dør simpelt hen.