Maskinstationer har travlt i krisen
Maskinstationer rykker i stigende grad ud til landmændene. Bl.a. Skalmstrup Maskinstation ved Randers har travlt.
Krisen gør det svært for landmændene at finansiere køb af nye maskiner, hvilket resulterer i flere opgaver til maskinstationerne, skriver Børsen Vækstdanmark.
Til gengæld er entreprenøropgaverne bremset hårdt op, og landmændene udskyder de opgaver, der kan vente. Flere maskinstationer venter dog vækst på landbruget.
- Vi har aldrig haft så meget at lave som nu. Landmændene vil gerne have mere lavet, og det kan vi godt mærke. Vi har travlt på landbrug, fortæller Henrik Simonsen ejer af Skalmstrup Maskinstation ved Randers.
Han tilføjer, at landmændene i stigende grad er tvunget til at finde lommeregneren frem, når de mange opgaver skal løses.
- I mange situationer kan de ikke gøre det så billigt, som vi kan, forklarer Henrik Simonsen.
Hos brancheorganisationen Danske Maskinstationer og Entreprenører, der samler virksomheder inden for jordbrugs-, kloak- og entreprenørområdet, vurderer direktør Erik Groth, at hvis landmændene ikke selv har råd til at investere i nye maskiner, så bliver der i højere grad trukket på maskinstationerne.