Maskeret røveri mod tankstation
Stak af med cigaretter og kontanter
Sent lørdag aften blev der begået røveri mod en tankstation i Odder. Gerningsmanden stak af med cigaretter og penge.
Kort før klokken 23 lørdag aften kom en maskeret person ind på en tankstation i Banegårdsgade i Odder. Vedkommende havde ikke i sinde at købe noget som helst. I stedet tvang personen personalet til at udlevere cigaretter og kontanter.
Imens gerningsmanden begik røveriet, var der en anden, der ventede i en bil. Gerningsmanden løb ud fra tankstationen med et mindre kontantbeløb og nogle cigaretter. Sammen stak de to af i bil mod Aarhus.
De nåede dog ikke langt før en patrulje fra Østjyllands Politi bragte bilen til standsning. I bilen viste der sig at være tyvekoster fra tankstationen, og begge gerningsmænd blev anholdt og kørt til politigården i Aarhus.
Begge gerningsmænd blev efter grundlovsforhør varetægtsfængslet i fire uger.