Maskerede mænd tævede unge
Person stukket med kniv
Østjyllands Politi leder lige nu efter vidner, der kan hjælpe med opklaringen af et meget voldsomt overfald i Ebeltoft mandag aften klokken 20.05.
Her blev tre personer overfaldet i en lejlighed på Dråbyvej af 6-8 maskerede personer, som blandt andet stak den ene af de tre personer med en kniv.
- En 18-årig ung mand blev stukket med en kniv, og han har punkteret sin ene lunge, siger Jesper Bøjgaard Madsen, der er vicepolitikommissær hos Østjyllands Politi, til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Han fortæller desuden, at beboren af lejligheden - en 27-årig mand - fik mange slag i ansigtet, ligesom han fik slag med et stumpt instrument. Det har betydet, at hans ene lunge er klappet sammen.
Den tredje person, som var til stede i lejligheden, blev ligeledes tildelt flere slag i ansigtet.
Politiet kender endnu ikke med sikkerhed motivet for overfaldet.
- Det tyder på, at det er et personligt opgør, siger Jesper Bøjgaard Madsen.
Østjyllands Politi vil meget gerne høre fra personer, der kan have set eller hørt noget i forbindelse med overfaldet.
Har du oplysninger i sagen bedes du kontakte politiet på telefonnummer 114.