Måske alligevel landsholdsfodbold i Århus
Det kan blive en mulighed at landsholdet spiller en eller flere af sine kampe på Århus Stadion. UEFA vil formenlig ændre sin afgørelse om, at landsholdet skal spille 250 kilometer væk fra København.
Landsholdet får måske alligevel lov til at spille de kommende hjemmekampe i Danmark. To centrale UEFA-folk mener, at kampene skal spilles i Danmark og det betyde, at Århus Stadion kan være en mulighed. Joël Wollf, der er generalsekretær i Luxembourgs fodboldforbund, og et af tre medlemmer af disciplinærkomiteen, som afsagde dommen, erkendte fredag aften overfor dagbladet B.T., at et eller andet er gået galt. Kravet om at de næste hjemmekampe skal spilles mindst 250 kilometer væk fra København, viser sig formentlig at bygge på en fæl misforståelse.
"Min mening er da, at Danmark kan spille sine kampe indenfor landets grænser. Det skal bare være væk fra København," siger Joël Wollf til B.T. lørdag.