Masango: I Zumas fodspor
Ny Randers FC-spiller ser frem til tilværelsen i Danmark
Torsdag har Randers FC offentliggjort, at klubben har skrevet en treårig kontrakt med sydafrikanske Mandla Masango, der skifter til kronjyderne fra Kaizer Chiefs i Sydafrika.
Randers FCs nye offensive midtbanespiller ser frem til at spille i Superligaen, hvor landsmanden Sibusiso Zuma tidligere har været en stor profil i FC København og Superligaen.
- Jeg glæder mig meget til at spille i dansk fodbold og følge i fodsporene på en sydafrikansk legende som Sibosisu Zuma. Jeg har fået et kendskab til Superligaen ved at følge Randers FC på internettet, og jeg kan se, at jeg kommer til et godt hold, siger Masango Mandla til klubbens hjemmeside.
Den 26-årige sydafrikaner kommer på en fri transfer fra klubben Kaizer Chiefs, hvor han har spillet hele sin seniorkarriere.
Her er det blevet til 97 kampe for førsteholdet og 10 mål. Derudover er Mandla Masango noteret for 13 A-landskampe for Sydafrika.