Mary besøger Gellerup

Kronprinsessen besøger børn, unge og ældre i det socialt belastede område.

Kronprinsesse Mary besøger Gellerup i dag, hvor formålet med besøget er, at prinsessen får indsigt i integrationen i det socialt belastede område.

Kronprinsessen ankom kl. 11 til rådhuset i Århus, hvor hun blev modtaget af borgmester Nicolai Wammen, som også ledsager kronprinsessen gennem det omfattende program i Gellerup. Besøget er bygget op som en livsrejse fra barn til gammel og i alt skal Mary besøge fire steder i bydelen.

Først gik turen til den multikulturelle idrætsbørnehave, Globus 1 i Gellerup - hvor børnene blandt andet skulle synge en sang for den royale gæst. Herefter besøgte den højgravide Mary det kriminalpræventive projekt "Ung til ung" og "outsiders to insiders".

Kl. 13 besøger prinsessen "Nyvirk iværksættercenter" ved siden af Bazar Vest og lidt efter selve Bazar Vest, hvor hun spiser frokost i restaurant SULTAN. Besøget slutter i ældrecenteret i Gellerup.

Se mere på TV 2 | ØSTJYLLAND kl. 19.30