Mary åbner stor litteratur-festival for børn og unge i dag
Kronprinsesse Mary åbner torsdag stor international litteraturfestival for børn og unge i Aarhus
Der er royalt besøg i Aarhus i dag, torsdag, når kronprinsesse Mary åbner den internationale børnelitteraturfestival, Hay Festival Aarhus 2017, der skal hylde børn og unges fortællerglæde, skrive- og læselyst.
Festivalen, der har 150 forskellige arrangementer, afholdes på Dokk1 i Aarhus fra torsdag og frem til og med søndag. Det er også på Dokk1, at kronprinsessen torsdag kigger forbi for at sætte festlighederne i gang. Nysgerrige østjyder har mulighed for at få et glimt af kronprinsesse Mary på rampen foran Dokk1 klokken 11, når hun officielt åbner den fire dage lange litteraturfestival for børn og unge, der i øvrigt er gratis for alle, hvis man booker billet.
- Jeg talte tidligere på året med Kronprinsessen om vigtigheden af børns læselyst og benyttede samtidig lejligheden til at invitere hende til Dokk1. Derfor er jeg særlig glad for, at hun har valgt at sige ja til at åbne Hay Festivalen, siger Rabih Azad-Ahmad (R), rådmand for Kultur og Borgerservice i Aarhus Kommune, i en pressemeddelelse.
Læs også
Læselyst skal ind med modermælken
Til festivalen kan børn og unge - voksne er også velkomne - blandt andet møde en lang række forfattere og tegnere fra hele verden, ligesom der vil være en masse forskellige workshops, hvor man blandt andet kan prøve kræfter med skrivning, bogindbinding, illustration og animation.
Derudover vil der til festivalen også være filmvisninger, oplæsninger og forskellige optrædener.
- Hay Festival er en fantastisk begivenhed. Læselyst skal ind med modermælken. Det at være god til at læse bliver stadigt vigtigere i vores samfund, og jeg er derfor glad for, at vi nu også får en international børnelitteraturfestival til byen, siger Rabih Azad-Ahmad.
Det er gratis for alle at deltage i den internationale børnelitteraturfestival, men det kræver dog, at man booker billetter. Det kan man gøre her.
Læs også
Udover en masse danske forfattere kommer der også en lang række udenlandske. Blandt andre Jan Blake, Michael Morpurgo, Meg Rosoff, B.R. Collins og Katherine Rundell.
Du kan finde hele programmet for festivalen lige her.
Hay Festival, der stammer fra Holland, er arrangeret i samarbejde med Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017, Aarhus Kommune og Dokk1.