Marvin Pourié solgt til FCK
Silkeborg IF mister deres tyske bomber
Han gjorde det godt for Silkeborg IF i den forgangne Superliga-sæson. 14 kasser stod den tyske bomber - Marvin Pourié for - men lige lidt hjalp det, da SIF måtte en tur ned i den næstbedste række. Og det bliver uden stjerneangriberen på holdet.
Marvin Pourié er fortid hos de røde fra Silkeborg. Nu kan han findes i en hvid trøje og tørner i den kommende Superliga-sæson, der starter fredag, ud for løverne fra FC København.
Den 22-årige angriber skifter med øjeblikkelig virkning til FCK, hvilket betyder, at SIF får en transfersum af FCK, da Marvin Pourié havde ét år tilbage af sin kontrakt med Silkeborg.
- Vi har været glade for Marvin Pourié i den tid, han har spillet hos os. Han kom hertil som et ungt og lidt uskolet offensivt talent og har udviklet sig til en af de farligste angribere herhjemme. Tiden er inde til at skilles, og vi er glade for at kunne sende ham videre til en stor klub som FC København, siger sportschef i Silkeborg IF, Peder Knudsen.
Marvin Pourié nåede i sin tid for de røde at spille 61 kampe og scorede 29 mål.