Martin Spelmann: Alle kan brænde et straffespark

AGF-midtbanekriger tabte duel til FCK-keeper

02:58

AGFs Martin Spelmann var skuffet, men fattet, da han efter søndagens nederlag til FC København kiggede tilbage på opgøret mod de danske mestre.

Den aarhusianske midtbanekriger påkaldte sig en ufrivillig hovedrolle, da han med ti minutter igen misbrugte et straffespark.

Spelmann tabte duellen til FCK-keeper Robin Olsen, der var hurtigt ude og fik parreret skuddet. 

Læs også AGF tabte til FCK - trods kæmpe gave fra dommeren

Selv mener Martin Spelmann ikke, at der var noget i vejen med skuddet.

- Alle kan sgu brænde et straffespark. Jeg tog bolden, jeg tog ansvaret. Målmanden reddede den. Jeg ville have været ærgerlig, hvis jeg havde ramt forbi eller over. Det er ikke fordi, jeg ser det som et hamrende dårligt straffespark. Målmanden skal også satse derinde, og det gør han, siger Martin Spelmann til TV 2 | ØSTJYLLAND.

- Jeg er selvfølgelig ærgerlig på fansenes og holdets vegne over, at det sker i så afgørende en situation. At man ikke er oppe 2-0 og brænder, så det havde været lidt ligegyldigt. Det er selvfølgelig ærgerligt, men med den præstation, vi leverer i dag, så kommer der mange flere point ude i fremtiden. 

Læs også Nu kan AGF'erne forstå deres sportschef

Efter det brændte straffespark formåede AGF at lægge et tungt pres på FC København, der umiddelbart forinden havde fået vist Erik Johansson ud. AGF formåede dog ikke at få bolden i nettet.

Trods 0-1-nederlaget til FC København mener Martin Spelmann, at aarhusianerne viste gode takter i aarhusianeres sidste Superligamp inden vinterpausen. Derfor er han fortrøstningsfuld inden forårssæsonen.

- Holdets præstation var fantastisk. Det giver os tro på, at vi kan få nogle point mere i foråret.

AGF overvintrer på Superligaens 11. plads. Aarhusianerne har syv point op til den sjetteplads, der udløser billet til slutspillet.

Se interviewet med Martin Spelmann i videoen øverst i artiklen.

AGF-FC KØBENHAVN 0-1 (0-1)

0-1 Alexander Juel Andersen (10./selvmål)
Udvisning: Erik Johansson, FC København (82.)
Tilskuere: 9.114