Martin Jørgensen starter inde mod Tjekkiet
100-kampsjubilar får lov til at starte på banen i onsdagens landskamp mod Tjekkiet.
Martin Jørgensen starter på banen, når den 34-årige midtbanespiller endegyldigt spiller sin sidste landskamp for Danmark, der onsdag møder Tjekkiet i en venskabskamp i Århus.
Jørgensen, der stoppede på landsholdet efter sommerens VM, glæder sig over landstræner Morten Olsens beslutning.
- Det er klart sjovest at starte på banen. Det havde jeg også gået og håbet, at Olsen havde besluttet sig for, siger Martin Jørgensen, der er blevet udtaget til kampen mod Tjekkiet, så han kan opnå sin kamp nummer 100 for landsholdet.
- Det er altid federe at starte inde i en fodboldkamp, uanset om det er kamp nummer fem eller 100. Men havde jeg ikke fået lov til at starte inde, så var jeg nok glad alligevel, fortæller AGF-spilleren og nævner endnu en vigtig ting ved startpladsen:
- Det betyder også, at jeg får også blomsterne, mens jeg står på banen. Og ikke sidder på bænken.
Landstræner Morten Olsen afslører samtidig, at Anders Lindegaard starter i Danmarks mål, mens OB's Hans Henrik Andreasen og Brøndbys Daniel Wass kan se frem til debut.