Martin blev bidt af kunst: - Det blev det vigtigste for mig
18 kunstnere folder sig ud på store træplader til Aarhus Festuge. En af dem er Martin Paaskesen, der fra den ene dag til den anden viede sig til kunsten.
Martin Paaskesen er en af de 18 kunstnere fra hele verden, der i anledning af Aarhus Festuge er inviteret til at udøve deres kunst ude i det fri.
I 2016 blev han uddannet som skuespiller, men siden er det gået op for ham, at malerierne er det, der er vigtigst for ham. Han tog nemlig på besøg hos kunstmaleren Jacob Herskind som research til en rolle, og her slog det klik.
- Jeg blev fuldstændig bidt af at male. Jeg sad i otte timer en nat og bare kiggede på det her værk, jeg havde lavet, selvom jeg aldrig havde lavet et maleri før. Da jeg så skulle lave forestillingen, havde jeg malerier med op i scenografien, og der var folk, der spurgte, om de måtte købe værkerne, siger Martin Paaskesen til TV2 ØSTJYLLAND.
Læs også
Siden da er han i mindre og mindre grad blevet skuespiller og i højere og højere grad blevet kunstner. Og i denne uge er han aktuel som streetart-kunstner til Aarhus Festuge.
- Det er en fantastisk fornøjelse, for jeg kommer fra Aarhus og er tilbage hjemme, så at kunne ’represente’ den by, jeg kommer fra, det betyder rigtig meget, siger kunstmaleren, mens han maler en hest på et 5x5 meter stort lærred.
Det bliver kaldt gadekunst, og fylder da også godt op på den lukkede gade midt imellem Rådhuset og Musikhuset i Aarhus. Ideen er, at både kunstentusiaster og folk uden interesse for det kan komme helt på kunsten.
- Vi ønsker at give folk en mulighed for at opleve kvaliteten og for at møde de kunstnere, der står bag den her lidt skjulte og lidt gemte kunstverden i forhold til den anerkendte, siger Mads Fredberg, der er direktør for Galleri Grisk i Aarhus.
De 18 malere er til stede hele festugen, hvor man kan følge maleriernes udvikling. Og selvom der er kunst nok at se på i løbet af ugen, kan streetart alligevel noget unikt.
- Streetart kan være med til at forandre og skabe stemninger og oplevelser i byrum, hvor meget andet kunst bliver hentet fra et galleri eller et museum og bliver hængt op på et rådhus for eksempel, siger Mads Fredberg.
Kunstner over skuespiller
Martin Paaskesens malerier har ifølge ham selv normalt ikke nogen dybere betydning. Præmiehingsten på pladen foran ham skal ganske vist symbolisere selvsikkerhed, men hans kunst er ikke til for at få et budskab frem.
- Jeg håber, at folk kan kigge på det og undrer sig over, hvad det kan være, fordi jeg ikke maler noget konkret. Jeg håber, det er noget, der kan starte nogle snakke eller sætte folks tanker i gang, siger kunstneren til TV2 ØSTJYLLAND.
Han har ikke i sinde at lægge skuespillet helt på hylden, selvom han i stigende grad fokuserer på sine malerier. Hvis han skal vælge, vil han hellere slå igennem som kunstner end som skuespiller, men det ene udelukker ikke nødvendigvis det andet.
Læs også
- For mange skuespillere er der meget ventetid mellem arbejde, og der kunne jeg brænde inde med noget kreativ, der skulle ud, men nu kan jeg gå i mit studie, så jeg kan få afløb for det. Hvilket betyder, at jeg ikke er blevet sindssyg.
Tilblivelsen af kunstværkerne kan følges i hele festugen, og udover Martin Paaskesen er der 17 andre streetart-kunstnere til stede.