Martha var utæt
"Martha"s forlis skyldtes formentling, at skibet var utæt, lyder de første meldinger efter at Søfartsstyrelsen søndag undersøgte skibet.
Søfartsstyrelsens opklaringsenhed har nu haft mulighed for at undersøge skibet "Martha" for at opklare, hvordan forliset, der kostede to mennesker livet, skete. Da træskonnerten søndag blev bragt op på land, var der meget vand, der strømmede ud. Det var tydeligt for opklaringsenheden at se, at meget af det tættemateriale - kalfatringen - der normalt sidder mellem plankerne på gamle træskibe, manglede. - Et så gammelt træskib vil normalt være lidt utæt, men i det her tilfælde var det meget af kalfatringen, der manglede, fortæller specialkonsulent Niels Mogensen fra Søfartsstyrelsens opklaringsenhed. Derfor ser det ud som om, skibets skrog har været utæt både under og over vandoverfladen. - Om det har manglet hele tiden, eller om det har arbejdet sig løst på turen, er svært at sige. Hvis materialet først begynder at arbejde sig løst, kan det gå meget stærkt, siger Niels Mogensen. Søfartsstyrelsen vil nu ud fra søforklaringen og søndagens undersøgelser af skibet lave en analyse af forliset. Søfartsstyrelsen forventer dog først at have resultaterne af analyse og konklusion klar om nogle måneder. Forliset, der skete i sidste uge godt 30 kilometer fra den østjyske kyst, kostede den 58-årige skipper, skolelærer Hans Jensen og den 18-årige gymnasieelev Sara Oksbjerre Mortensen livet.