Mars-eventyr fik en vellykket start
Østjyske Terma er med i europæisk-russisk Mars-mission, og rumfartøjet blev planmæssigt sendt af sted mandag klokken 10.31
Opdateret: Kl. 22.30 lød meldingen fra Terma, at rumfartøjet har den rigtige retning mod Mars, og at der er blevet etableret radiokontakt mellem den og jorden. Så alt går efter planen.
Medarbejderne hos Terma i Lystrup var nok lidt mere spændte end på en normal mandag formiddag, for virksomheden er med i den europæisk-russiske mission ExoMars, der skulle sendes afsted mod Mars fra Bajkonor-kosmodromen i Kasakhstan.
Rumfartøj ventes at tilbagelægge de 141 millioner kilometer til den røde planet på syv måneder, og opsendelsen gik fuldstændig efter planen i dag, mandag, klokken 10.31.
- Det gik rigtig godt. Man kunne se det på løfterakettens meget stabile måde at starte sin forbrænding på, og at den gik meget stabilt op gennem atmosfæren. Det forløb lige efter bogen, fortæller Hans Jensen, der er senioringeniør hos Terma.
Opsendelsen er en kritisk fase, og derfor var det en lettet senioringeniør, der kunne følge liveoptagelsen fra Kasakhstan.
Terma med i europæisk Mars-eventyr
Efter opsendelsen og frem til aftentimerne gælder det om at få fart på raketten, og den skulle gerne nå op på 11 kilometer i sekundet, så den kan slippe væk fra jordens tiltrækningskraft og komme ud til Mars, forklarer Hans Jensen.
Den planlagte landing er tænkt som forstadiet til ExoMars II i 2018, hvor rumfartøjet skal medbringe en robotbil, der blandt andet skal tage prøver af Mars' undergrund med et langt bor.
ExoMars-missionen har også et dansk islæt i form af komponenter fra teknologivirksomheden Terma, der blandt andet leverer den altafgørende strømenhed til landingsmodulet.
Se opsendelsen og reaktionen fra Hans Jensen i ovenstående video.