Markant stigning i svindel med varemærker
Arla Foods med hovedsæde i Viby er blandt de danske firmaer, der har oplevet, at lyssky foretagender sender falske fakturalignende breve.
Antallet af udenlandske virksomheder, der bruger fakturalignende påmindelsesbreve i deres forsøg på at lokke penge ud af især mindre og mellemstore virksomheder, er steget voldsomt det seneste år, skriver dagbladet Børsen.
Alene Chas. Hude, der er et af Danmarks ældste varemærkebureauer, har modtaget cirka 100 henvendelser på et år, hvilket er 'en markant stigning' i forhold til året før.
Og for første gang giver en udenlandsk-registreret virksomhed med hemmelige ejere nu indtryk af at være et dansk aktieselskab med dansk adresse, dansksproget hjemmeside og dansk telefonnummer i forsøget på at score kassen på varemærkeafgifter.
Der er tale om Varemærke Organisationen Danmark A/S, der på breve til potentielle kunder angiver at have adresse på Lautrupshoej 1-3 i Ballerup.
Til trods for selskabsbetegnelsen og adressen er aktieselskabet dog ikke registreret hos Erhvervs- og Selskabsstyrelsen herhjemme, men i Den Dominikanske Republik og drevet fra Barcelona i Spanien, erfarer dagbladet Børsen.
Brugen af aktieselskabsbetegnelsen er en overtrædelse af Selskabsloven, vurderer juraprofessor Lars Bo Langsted fra Aalborg Universitet. Hos flere af de danske selskaber, der har modtaget den fakturalignende påmindelse med anmodning om betaling af 9.750 kr. i afgift for fornyelse af varemærker, giver brevets officielle karakter anledning til bekymring.
- Når man som os hos Arla Foods registrerer varemærker rundt om i verden, findes der mere eller mindre lyssky foretagender, som sender fakturalignende breve og benytter sig af relativt officielle logoer. Det lever man stor set med i dag. Det anderledes med denne er, at der er en dansk adresse og et A/S, siger Jakob Balling fra Arla Foods.
Kilde: Dagbladet Børsen