Mark Howard færdig i AGF

Er aldrig kommet sig efter alvorlig ankelskade

Foto: Allan Baden

Forsvarsspilleren Mark Howard forlader superligaklubben AGF.

Parterne er blevet enige om at ophæve den 26-årige englænders kontrakt med udgangen af august - knap et halvt år før tid.

Howard nåede at spille tre et halvt år i klubben, men en alvorlig ankelskade i en kamp mod OB i juli 2011 har betydet mange måneder på sidelinjen.

- Vi er enige om, at det er det bedste at gøre. Jeg har været virkelig glad for at have Mark i klubben, og det er en trist beslutning, vi har måttet tage. Men Mark skal have mulighed for at komme videre i sin karriere og finde en god klub, siger AGF's sportschef, Brian Steen Nielsen, til klubbens hjemmeside.

Mark Howard fik sin fodboldopdragelse i den engelske storklub Manchester United. Han kom til AGF fra Brøndby i vinteren 2009 og nåede at spille 51 kampe og score to mål for aarhusianerne.