Marianne tilbage i job efter blodprop: Det betyder alverden
Marianne Dall er ansat hos en socialøkonomisk virksomhed, hvor der tages særlige hensyn til medarbejderne
- Det betyder alverden for mig hver dag at kunne gå på arbejde og føle, at jeg udfører noget og bidrager til samfundet. Det vil jeg ikke være foruden. Jeg synes, det er fantastisk.
Ordene kommer fra Marianne Dall. Hun arbejder hos Huset Venture, der er en socialøkonomisk virksomhed.
Marianne Dall fik tilbage i 2008 en blodprop i hjernen.
I dag er hun tilbage på arbejdsmarkedet, og hos Huset Venture er der plads til folk med særlige behov. At der tages hensyn betyder blandt andet, at Marianne Dall har kunnet skrue op for antallet af arbejdstimer.
- Der bliver taget mange flere hensyn til ens skånebehov. Jeg har en masse kolleger, der har – ikke de samme udfordringer som jeg – men andre udfordringer, siger Marianne Dall og uddyber:
- Vi har alle et eller andet at slås med her. Der er bare højere til loftet her og lidt mere albuerum.
Læs også
Kjeld Søndergaard er konstitueret direktør hos Huset Venture.
- Jeg tror, at en af fordelene ved at arbejde et sted som her er, at man kan få lov til at tage de skånehensyn, der skal tages. Hvis man ikke kan noget, så kan man noget andet. Det er vi i vores virksomhed beviset på, siger han.
I det daglige bruger Marianne Dall ikke mange tanker på, at hun er ansat i en socialøkonomisk virksomhed.
- Det er ikke noget, jeg tænker over. Man arbejder. Det er det, man er her for, siger hun.
Øverst kan du se hele indslaget om Marianne Dall og Huset Venture.