Mariann har 266 katte

Kattehjem drukner i herreløse katte

06:14

1 af 2

Der er katte her, der og alle vegne på Tøstrup Kattehjem for tiden.

Internatet har lige nu 266 katte, der er klar til at få nye ejere. Det er langt mere, end der egentlig er plads til, fortæller Mariann Betzer-Poulsen, der er leder af kattehjemmet, til Go' Aften Østjylland.

Internatet ved Nimtofte har derfor taget drastiske midler i brug for at håndtere situationen. Og det er ikke med Mariann Betzer-Poulsens gode vilje.

- Vi har for første gang, i de år jeg har været internatleder, måtte aflive dyr, som der ikke var plads til, siger hun.

Eksplosiv vækst

Tøstrup Kattehjem er et dyreinternat under Dyrenes Beskyttelse. Internatet modtager katte fra hele Østjylland og sørger for, at kattene bliver vaccineret, får ormekur og bliver øremærket og neutraliseret. Derefter sættes kattene til salg på Dyrenes Beskyttelses hjemmeside.   

I 2010 havde internatet 347 katte boende i løbet af hele året. Den 31.oktober i år var tallet allerede nået op på 669. En fremgang som Mariann Betzer-Poulsen ikke kan forstå.

- Vi forsøger at finde en forklaring, men det er svært, år efter år at finde en forklaring på et problem, der bare vokser. Vi kan se, at det er katte, der har boet i familier og har været nogens kæledyr. Og de bliver hentet alle mulige mærkelige steder: På parkeringspladser, i skove og ved stranden, siger hun.

Se interviewet med en rigtig katteelsker i klippet herover eller i Go' Aften Østjylland. Det er mandag kl. 18.20 ,20.30 og 23.30.