Mariager-salt alligevel egnet

Aarhus tog fejl: Saltet fra Mariager kan godt bruges i saltsprederne

Saltleverandøren Akzo Nobel A/S i Mariager bliver nu alligevel inviteret til at byde på saltleverancer til Aarhus Kommune. Det sker efter at kommunen har måttet erkende, at saltet fra minen i Mariager alligevel godt kan anvendes i de aarhusianske saltspredere. Det skriver Randers Amtsavis.

Aarhus Kommune mødte massiv kritik, da kommunen sidste vinter løb tør for vejsalt, mens Mariager-virksomheden kun 60 kilometer væk lå inde med salt nok til de næste 20.000 år. Forklaringen lød dengang, at Mariagersaltet var for fint i kornet til det materiel, Aarhus Kommune anvender: Vej- og trafikafdelingen mente, at saltsprederne kun kunne anvende det grovere stensalt.

Nu siger Michael Kirkfeldt, chef for Trafik og Veje til Randers Amtsavis, at man har modtaget nye oplysninger, og at det såkaldte vacuum-salt fra Mariager efter al sandsynlighed godt kan anvendes.

Prisen skal være rigtig

Den nye erkendelse fører dog ikke automatisk til, at kommunen fremover vil købe vejsaltet lokalt i stedet for at få det fragtet med skib fra Chile i Sydamerika. Først skal prisen nemlig være rigtig. Den danske saltvirksomhed er foreløbig kun blevet indbudt til at komme med et tilbud.

Aarhus Kommune har annulleret den første budrunde, fordi priserne var for høje til kommunens budget. Nu får Akzo Nobel A/S så lejlighed til at byde ind. Det vides ikke om Mariagervirksomheden kan matche konkurrenternes tilbud. Men salgschef Kim Holleufer siger til avisen, at han er positiv og at Aarhus ligger perfekt i forhold til leverancer fra Mariager.

Akzo Nobel leverer i forvejen vejsalt til flere andre danske kommuner og til Vejdirektoratet, der bruger saltet til at holde motorvejsnettet i Jylland snefrit.

Kilde: Randers Amtsavis