Maria Sloth: Jeg ville gøre det igen
Det aarhusianske byrådsmedlem Maria Sloth er klar til at åbne sit hjem igen for flygtninge i nød
Maria Sloth (EL) ville slå dørene op til sin bolig, hvis hun igen kom i en situation, hvor flygtninge havde brug for tag over hovedet.
Det siger hun tirsdag, efter hun i Retten i Aarhus har afvist at udtale sig om anklagen om at overtræde udlændingeloven ved at huse to flygtninge.
- Ja, hvis der igen stod to trætte og kolde mennesker og bankede på døren, så ville jeg ikke kunne finde på at smække døren i hovedet på dem. Det håber jeg ikke, at nogen ville kunne, siger hun til Ritzau.
I retten ønskede bofællen Anne Hegelund, der også er tiltalt i sagen, heller ikke at give sin forklaring.
Læs også
Maria Sloth, 27-årigt byrådsmedlem, der er politisk ordfører for Enhedslisten i byrådet i Aarhus, erkender, at hun og bofællen Anne Hegelund tog imod to udlændinge en septembernat sidste år.
Lod forsvareren tale
- Vi erkendte, at det, vi havde udtalt til journalisterne, var rigtigt, og så havde vi i øvrigt ikke yderligere kommentarer, og vi lod vores forsvar tale for os i stedet, siger Maria Sloth til tv2oj.dk.
Hun fortæller, at de ikke var helt klar over, hvorvidt de to udlændinge var i landet illegalt.
Læs også
- Vi har i hvert fald formodet, at det var flygtninge, som rejste gennem landet uden at identificere sig, og man kan sige, at hvis vi var helt sikre på, at det var ulovligt, så havde vi nok også stadig gjort det. Men om det var det i denne her sag, må retten så afgøre, siger Maria Sloth, der fortæller, at hun og bofællen ikke havde meget kommunikation med de to overnattende gæster.
Vidste ikke meget
- Meget lidt. Vi vidste, at de skulle til Norge. Vi gav dem et sted at sove og noget mad, men vi stod ikke og forhørte dem om, hvor de kom fra, og hvad deres forhold i øvrigt var. Det var ikke det, de havde brug for. De havde brug for en varm seng at sove i, og det var det de fik, siger Maria Sloth.
De to veninder gik dog ud fra, at udlændingene var her illegalt.
- Det har vi formodet, men det er anklageren, der skal bevise, at vi har gjort noget ulovligt, siger Anne Hegelund.
Maria Sloth tilføjer:
Men jeg må sige, at jeg ikke tror, at det er for sjov, at man rejser til et fremmed land, hvor man ikke kan sproget uden at have penge med. Så jo, jeg vil helt klart formode, at de var flygtninge. Det er selvfølgelig derfor, at vi har hjulpet dem.
Der falder dom i sagen den 26. august klokken 13.
Du kan se et interview med Maria Sloth og Anne Hegelund øverst på siden.