Mangel på tømrere - men lærlinge kan ikke finde praktikpladser

Der er stor mangel på tømrere i byggebranchen. Men alligevel er det svært for de unge lærlinge at finde praktikpladser

01:03

VIDEO: Klaus Andersen, direktør i Hustømrerne A/S i Aarhus, mener sagtens, at arbejdsgiverne kan tage flere lærlinge ind. Se mere i videoen.

Der er mangel på arbejdskraft i hele byggebranchen, og det er særligt tømrere, der er mangel på i Østjylland - og over hele landet.

Alligevel er det svært for mange unge at finde praktikpladser, når de er gået i gang med tømreruddannelsen.

Læs også Mangel på arbejdskraft: Tømrere er sværest at finde

Og kigger man på tallene fra de fire østjyske skoler, der uddanner tømrere, tegner der sig ganske rigtig et billede, der tyder på stor mangel på praktikpladser hos tømrer- og byggefirmaerne:

OVERSIGT: MANGEL PÅ PRAKTIKPLADSER

  • På Aarhus Tech er 40 i praktik på skolen og har altså ikke en praktikplads hos en arbejdsgiver. 235 tømrerelever har en lærlingeaftale hos en arbejdsgiver.
     
  • På Tradium i Randers må 29 tage til takke med skolepraktik, mens 154 har uddannelsesaftaler.
     
  • På Den Jyske Håndværkerskole i Hadsten er tallet på 22, der er i skolepraktik, hvor 293 har en uddannelsesaftale.
     
  • I Silkeborg er 10 i skolepraktik, og 28 af tømrereleverne er i lære hos en arbejdsgiver.

I alt mangler der altså i øjeblikket 101 praktikpladser til unge tømrere alene i Østjylland.

I alt mangler der i øjeblikket 101 praktikpladser til unge tømrere i Østjylland. Og det kan arbejdsgiverne ikke være bekendt, lyder det fra en af de helt store arbejdsgivere i tømrerbranchen, Klaus Andersen, der er direktør i Hustømrerne A/S i Aarhus.

- Jeg synes, det er rigtig synd og rigtig ærgerligt, at vi er i den situation, at vi har nogle unge mennesker, som vi ikke sørger for at få uddannet, siger han.

Der er plads til flere lærlinge

Hustømrerne A/S har i øjeblikket 30 lærlinge. Men direktøren mener, at branchen glemmer sit sociale ansvar og svigter de mange unge, som mangler en praktikplads.

- Vi kan sagtens tage flere lærlinge ind. Der er masser af arbejde, og vi har rigtig meget at lave alle sammen, siger Klaus Andersen.

Jeg synes, det er rigtig synd og rigtig ærgerligt, at vi er i den situation, at vi har nogle unge mennesker, som vi ikke sørger for at få uddannet.

Klaus Andersen, direktør, Hustømrerne A/S, Aarhus

På Aarhus Tech har man lyttet til byggebranchens mangel på uddannede tømrere, og de har i de seneste to år øget optaget af elever. Ifølge skolen, uden at det er gået ud over elevernes standard.

- Vi gør rigtig meget ud af på grundforløbet at sikre os, at kvaliteten af de elever, vi får ind, er, som den skal være, lyder det fra Thor Hofman Nyholm, der er uddannelsesleder på Aarhus Tech.

04:26

VIDEO: Debat i studiet onsdag.

Luk video

Læs også Kvindelige tømrere er et særsyn: - Jargonen er skrap, men sjov

Stor uenighed

Men ifølge Peter Wagner, der er chefkonsulent hos Dansk Byggeri i Aarhus, så tager branchen allerede ansvar, og han anerkender ikke helt tallene.

Over halvdelen af de virksomheder, som er godkendt i Aarhus eller i Østjylland, til at tage lærlinge, de har rent faktisk ikke en elev. Og det ser vi som et kæmpe problem.

Martin Nedergaard, faglig sekretær, 3F, Aarhus

- Det er dynamiske tal. Man skal passe på ikke at fokusere på det, for det siger ikke det reelle. Det går rigtig godt i byggebranchen, og rigtig mange tager elever, siger han.

Martin Nedergaard, der er faglig sekretær hos 3F i Aarhus, er dog af en anden holdning. 

- Jeg synes ikke, man tager det ansvar, man skal. Det er helt urimeligt, når vi kommer rundt på byggepladserne i Aarhus og kan se, at der ikke er de her lærlinge. Over halvdelen af de virksomheder, som er godkendt i Aarhus eller i Østjylland, til at tage lærlinge, de har rent faktisk ikke en elev. Og det ser vi som et kæmpe problem, som de må tage sig af, lyder det fra Martin Nedergaard.

Læs også Mads vandt DM i Skills: Jeg er sikker på, at det virker

To forskellige virkeligheder

Peter Wagner anerkender de udfordringer, der er, men han mener stadig, at det er godt nok.

Jeg kan slet ikke genkende det billede. For virksomhederne ringer jo næsten dagligt til mig og siger, at nu har de taget en ny elev ind.

Peter Wagner, chefkonsulent, Dansk Byggeri, Aarhus

- Selvfølgelig har vi en fælles udfordring både i skolen og med hensyn til virksomhederne at få italesat, at de skal tage nogle flere elever. Og vi benytter også en hver lejlighed til at fortælle vores virksomheder, at der er opgang, og at det nu er på tide igen at tage flere elever ind. Og det gør de også, viser alle tal, siger Peter Wagner og understreger, at der sker noget på området.

Læs også Freja 'smagte' på erhvervs-uddannelserne og skiftede mening

Men Martin Nedergaard har et andet billede af, hvordan situationen er. Han synes ikke, der sker nok.

- Nej, det synes jeg ikke. Når jeg kommer oppe i skolepraktikken på Aarhus Tech, så ser jeg nogle ihærdige unge mennesker, som brænder for at komme ud og få en uddannelsesaftale, så de kan blive uddannet tømrersvende. De er klar om morgenen til at komme ud og besøge mestrene, så det billede kan jeg slet ikke genkende, lyder det fra Martin Nedergaard.

Imidlertid kan det dog virke som to forskellige virkeligheder, vi står i, for uenighederne stopper ikke her. Peter Wagner kan nemlig heller ikke genkende dét, som Martin Nedergaard fortæller.

- Jeg kan slet ikke genkende det billede. For virksomhederne ringer jo næsten dagligt til mig og siger, at nu har de taget en ny elev ind, siger Peter Wagner.

Han fastholder, at arbejdsgiverne tager alle de elever ind, som de kan.

Læs også Silkeborg mangler lærepladser: Her er 5 bud på at løse problemet