Mange vil diskutere Kattegatbro
Østjyske politikere glæder sig over 180 tilmeldinger til konference om en fast forbindelse over Kattegat.
180 personer deltager i Kattegatkonferencen, som er arrangeret af Nicolai Wammen, borgmester i Århus Kommune, Anders G. Christensen, borgmester i Favrskov Kommune og formand for Kommunekontaktrådet i Region Midtjylland samt formand for Region Midtjylland Bent Hansen.
Blandt andre deltager seks ud af folketingets syv trafikordførere, formanden for folketingets Trafikudvalg og 22 andre folketingsmedlemmer.
De tilmeldte skal diskutere, hvilken udvikling en fast forbindelse over Kattegat vil medføre i København og Århus.
- Vi er meget glade for den store opbakning til konferencen. Det viser, at Kattegatforbindelsen ikke blot er en fiks ide, men et realistisk projekt, der kan få en enorm betydning for hele Danmark. Forhåbentligt kan konferencen blive startskuddet til, at der igangsættes foranalyser af projektet så der bliver et solidt fagligt grundlag for at træffe en konkret beslutning, skriver initiativtagerne i en pressemeddelelse.