For mange unødvendige udrykninger
Falske alarmer er et stort problem for Århus Brandvæsen, der må rykke ud til flere og flere af slagsen.
Dårlige brandmeldere er en stor tidsrøver for Århus Brandvæsen.
Problemet er nu så stort, at brandvæsenet opfordrer virksomheder til at købe alarmer af en bedre kvalitet for at komme problemet til livs, skriver Jyllands-Posten.
I 2007 kørte brandfolkene nemlig forgæves hele 230 gange, og i to ud af tre tilfælde var der ingen fare på færde, men blot tale om en forkert alarm fra en automatisk brandmelder.
Ifølge viceberedskabschef Hans Jørgen Salomonsen er der flere årsager til de mange falske alarmer.
For det første kan der være fejl i betjeningen af alarmen. Det kan være en virksomhed, hvor der er håndværkere i arbejde, som så glemmer at slå alarmen fra.
En anden væsentlig årsag er, at man mange steder er alt for fokuseret på prisen fremfor kvaliteten, når der skal købes en alarm.
Ifølge avisen har man hos Århus Brandvæsen forsøgt at komme de mange unødvendige og tidskrævende udrykninger til livs ved at forhøje gebyret, men det måtte indstilles igen, da det ikke var lovligt.