Mange taget uden kørekort
Politiet i gang med stor razzia
Denne uges store razzia mod spritbilister har vist sig at have en kærkommen sidegevinst for politiet.
Når betjentene vinker bilister ind til siden for at undersøge, om de er påvirket af alkohol eller narko, bliver bilisterne også bedt om at vise kørekortet frem.
Og det er der mange bilister, der ikke kan.
Ifølge torsdagens døgnrapport fra Østjyllands Politi er i alt 11 bilister i løbet af et døgn taget for at trykke på speederen uden at have kørekortet i orden. Derudover er flere bilister blevet taget for at være påvirket af alkohol eller narko. En enkelt bilist kørte i en stjålet bil.
- Betjentene er specielt opmærksomme på spiritus- og narkokørsel under den nuværende kampagne. Men det er klart, at de også tjekker andet hos dem, de standser - fx om bilisterne har kørekort, siger politiassistent Marianne Morgen fra Østjyllands Politi til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Politiets landsdækkende kampagne mod spiritus- og narkokørsel begyndte i mandags og fortsætter frem til og med på søndag.