Mange stampede asfalt og bankede på autoværn ved ny motorvej

Søndag var der inviteret til gåtur på den nye Silkeborgmotorvej

01:13

Mange silkeborgensere har brugt søndagen med vandrestøvlerne på fødderne. I dag, søndag, inviterede Vejdirektoratet nemlig på en gåtur på den nye Silkeborgmotorvej.

Motorvejen åbnes først officielt den 11. september, hvor kronpris Frederik klipper snoren, men i dag var der åbent hus på motorvejen, hvor folk fik lov til at gå en tur og nærstudere en strækning på syv kilometer.

- I dag havde vi ikke nogen særlige arrangementer. Her kunne folk stille og roligt komme og kigge på motorvejen, stampe lidt i asfalten og banke lidt på autoværnet, siger Mike Boesen, der er projektleder ved Vejdirektoratet.

Og det tilbud benyttede mange sig af. Op mod 5.000-6.000 lagde vejen forbi den nye motorvej, vurderer Vejdirektoratet. 

Åbenhed er vigtigt
Mike Boesen fortæller, at det er en del af Vejdirektoratets plan om stor åbenhed om motorvejsprojektet.

Læs også Rekordforsøg: Laaaang elbil-parade ved motorvejsåbning

- Vi har hele vejen i projektet tilstræbt at være meget åbne om, hvad der sker, for når man nu kører sådan en motorvej ind gennem en by og naturområder, så er der mange, som har mange spørgsmål, og der er også mange, der har bekymringer. Så på den måde har vi prøvet på at tage mystikken væk ved hele vejen gennem projektet at være meget åbne, siger Mike Boesen og fortsætter:

Stor interesse
- Nu, hvor vi er ved at nærme os afslutningen på projektet, synes vi også, at skulle have mulighed for at komme ned at se, hvad det endte med. Det kan man også se, når man begynder at køre på den, men en ting er at køre med 110 km/t på motorvejen, noget andet er at komme herned stille og roligt og mærke dimensionerne på sådan et projekt. 

Læs også VIDEO: Se eller gense hele motorvejsgudstjenesten her

Udover besøg fra Kongehuset bliver der i forbindelse med åbningen afholdt koncerter, motionsløb, cykelløb og en helt masse andre arrangementer på og ved motorvejen.

- Der er åbenbart en kæmpe interesse, for der er kommet en hel del flere, end vi lige havde regnet med. Så det er dejligt, siger Mike Boesen om dagens fremmøde på den nylagte asfalt.

Du kan komme en tur med ud på motorvejen i videoen øverst på siden, hvor du også kan høre interviewet med Mike Boesen, og herunder kan du se drone-optagelser fra februar af den nye motorvej.

02:33 Luk video