Mange spildte stemmer i Østjylland
Tre partier kom ikke ind i Folketinget. Det har betydet, at mange østjyske stemmer er spildt.
Der er en del østjyske stemmer, der er gået til spilde under Folketingsvalget.
I Østjylland gik 21.755 østjyske stemmer til de tre partier Kristendemokraterne, partiet Klaus Riskær Pedersen og Stram Kurs.
Ingen af de tre partier fik nok opbakning til at komme ind i Folketinget.
Læs også
For at et parti kan komme ind i Folketinget, skal partiet have to procent af samtlige stemmer til valget.
Medmindre man har vundet et kredsmandat.
I Danmark har vi 10 storkredse, som hver får tildelt et antal kredsmandater. Kredsmandaterne fordeles mellem partierne efter antal stemmer.
Hvis man ikke får to procent af stemmerne eller et kredsmandat, udløser stemmerne ingen mandater, og det er derfor, man taler om stemmespild.
- Det er et mønster, vi ser på landsplan, at der er større stemmespild den her gang end tidligere, siger valgforsker fra Aarhus Universitet, Rune Stubager, til TV2 ØSTJYLLAND.
De tre partier fik over 150.000 i hele landet.
191 stemmer fra
Kristendemokraterne er de eneste af de tre partier, der har været i Folketinget før. Det var også rigtig tæt på at ske igen, partiet var nemlig 191 stemmer fra at komme i Folketinget.
Og stod det til østjyderne skulle Kristendemokraterne i Folketinget. I Østjylland fik de nemlig 2,1 procent af stemmerne i landsdelen, som lige præcis er nok til at komme ind.
Læs også
Hverken Stram Kurs eller Klaus Riskær Pedersen fik over to procent af stemmerne i Østjyllands Storkreds.
Begge partier var opstillet for første gang.