Mange sagde et sidste farvel til brandmand: 50 måtte stå uden for kirken
Brandmand Ole Pedersen blev mandag bisat i kirken Vestre Store Kapel i Aarhus. Så mange var mødt op til ceremonien, at mange måtte stå udenfor.
Mandag blev brandmanden Ole Henne Pedersen, der omkom under slukningen af en voldsom markbrand den 19. juli, bisat.
Ud over familie og venner var der repræsentanter fra stort set alle landets beredskaber. Der var mødt så mange op til for at sige et sidste farvel til den kun 41-årige brandmand, at 50 brandfolk måtte stå udenfor under ceremonien.
Uhyggelig brand
Ole Henne Pedersen blev dræbt under en ulykke ved slukningen af en voldsom markbrand i Tåstrup ved Harlev syd for Aarhus den 19. juli. Branden udviklede sig eksplosivt og ilden sprang hele seks meter over en vej.
- Ilden bredte sig uhyggeligt hurtigt, sagde øjenvidner på dagen til TV2 ØSTJYLLAND.
Det var dog ikke ilden, der var skyld i Ole Henne Pedersens alt for tidlige død. Brandmanden blev dræbt, da en kollega kom til at bakke en tankbil ind i ham. Der blev forsøgt livredende førstehjælp på stedet men desværre uden resultat.
Da ulykken skete under arbejdet, er arbejdstilsynet i øjeblikket ved at undersøge hændelserne nærmere.
Iværksætter og direktør
Ole Henne Pedersen efterlader sig sin hustru, som han kun nåede at være gift med i fire år. De to boede sammen i Lystrup og arbejdede også sammen i Oles virksomhed Hennetec.
For ud over jobbet som deltidsbrandmand var Ole Henne Pedersen iværksætter. I 2004 startede han sit firma Hennetec, som sælger rammer og passepartout på nettet. Det var noget, der gav succes og Ole Pedersen havde ved sin tragiske død otte ansatte i firmaet.
Ole var også en opfindertype, der i maj havde søgt om et patent til sin virksomhed.
På trods af succesen med Hennetec.dk kunne Ole Henne Lund Pedersen ikke lægge tilværelsen som brandmand fra sig. Han havde ikke lyst til helt at slippe det, fortalte han i foråret i et interview med Ugebladet Skanderborg. Derfor arbejdede han fortsat deltid, som brandmand, da den fatale markbrand ved Harlev brød ud den 19. juli.