Mange leder efter Nova

Op mod 50 personer leder efter hund

02:12

1 af 2

En schæferhund er væk på tredje døgn, efter den stak af fra en hundepension ved Hadsten. Efter at have afbrudt ferien leder familien Brøndum nu efter sin hund, der i dag, lørdag, blev set i Løgten, og de er langt fra de eneste, der leder efter Nova.

Omkring 50 personer har dagen igennem hjulpet til i eftersøgningen af hunden, og langt de fleste af dem har aldrig mødt hverken Nova eller dens familie før, ligesom folk kommer fra alle afkroge af Østjylland.

- Nu synes jeg, at der var gået for lang tid, og at det var for koldt til, at hun skulle være herude alene. Hun skal hjem, siger Lise Lotte Skov Johnsen, der er bioanalytiker fra Laurbjerg. Hun har deltaget i eftersøgningen hele dagen og har ryddet kalenderen, så hun kan gøre det igen søndag.

Dagen igennem har familien Brøndum sammen med frivillige søgt områder blandt andet omkring Løgten, hvor personer har set Nova løbe rundt.

- Jeg ville ikke kunne sidde hjemme i sofaen med god samvittighed og vide, at der var en hund væk, siger Rebecca Seest, der er sundhedshjælper fra Clausholm.

Hverken de frivillige hjælpere eller familien Brøndum har tænkt sig at stoppe eftersøgningen foreløbigt.

-Det er ikke til at tage hjem, når man ved, at hun er lige i nærheden. Det kan vi ikke, siger Kristian Brøndum, der er eksportchef fra Hadsten.

Man kan følge eftersøgningen af Nova her, hvor du også kan fortælle familien om, hvis du har set Nova.

Du kan se mere om den store eftersøgning i tv-indslaget øverst på siden.