- Mange kører over for rødt
Borgere utrygge ved trafikeret kryds
TV 2 | ØSTJYLLAND har gennem de seneste par dage modtaget adskillige henvendelser fra seere, der dagligt oplever bilister kører over for rødt i den aarhusianske trafik.
Den 30. september 2012 kunne vi fortælle, hvordan en 13-årig dreng blev påkørt af en bilist i krydset Silkeborgvej/Byleddet, da han var på vej til skole. Bilisten kørte over for rødt.
Ulykken var den tredje på bare en uge.
Her godt et år efter besøgte TV 2 | ØSTJYLLAND i dag det stærkt trafikerede kryds.
Flere af de borgere, vi talte med i dag, kunne fortælle, at problemerne i krydset fortsat er de samme.
Se: Politikere har ikke gjort noget
- Det er, som det altid har været. Rimelig meget trafik og de kører stærkt. Jeg synes ikke, der er sket noget, siger ernæringsassistent Annette Behrens til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Annette Behrens cykler hver dag gennem det trafikerede kryds på vej til arbejde.
Hun fortæller, at hun jævnligt ser bilister køre over for rødt.
- Det sker rimelig ofte. Det, synes jeg, er noget svineri. Det er sådan noget med, at man skal lige hurtigt med over og selvom det faktisk er rødt, så kører man lige det stærkere, siger ernæringsassistent Annette Behrens til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Også Henrik Andersen, som bor i området, oplever jævnligt, at folk ikke bremser, når der bliver rødt lys.
- Der er desværre mange, der kører over for rødt eller "lyserødt", siger tekniker Henrik Andersen til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Henrik Andersen er far til fire børn. Han har flere gange fortalt dem, at de skal tage deres forholdsregler, når de færdes i det trafikerede kryds.
- De får altså at vide, at de skal se, om bilerne stopper, selvom de selv har grønt i fodgængerfeltet. De skal se, om bilerne er stoppet ellers må de ikke gå over, siger tekniker Henrik Andersen til TV 2 | ØSTJYLLAND.