Mange kommuner imod master
En rundspørge TV 2 / ØSTJYLLAND har foretaget viser, at kun tre kommuner siger ja til antenner. - Vi sender direkte fra et borgermøde i Århus.
Tre kommuner i Østjylland har allerede forbudt de omstridte 3g-mobilmaster, der bruges til at sende levende billeder over mobiltelefoner. Og flere kommuner overvejer at følge trop. Det viser en rundringning, som TV 2 / ØSTJYLLAND har foretaget.
I næsten alle kommuner er der utryghed og skepsis, mens kun tre kommuner er positivt indstillet over for antennerne.
Århus, Silkeborg og Skanderborg har allerede forbudt masterne.
TV 2 / ØSTJYLLANDS rundspørge viser, at også Hinnerup, Samsø, Odder, Ry, Randers og Sønderhald kommuner vil forbyde opsætning af mobilantenner, hvis de får en ansøgning nu. Kun hvis en ny undersøgelse viser, at strålerne ikke er sundhedsskadelige, vil kommunerne igen tillade antennerne.
Kun Ebeltoft, Nørre Djurs og Mariager vil ikke forbyde masterne. I Ebeltoft tænker man især på muligheden for at trække mere erhvervsliv til byen.
Meningerne im, hvorvidt 3g-antennerne er farlige eller ej, er mange. Fx har Sundhedsstyrelsen og Kræftens Bekæmpelse meldt ud, at der ingen fare er ved antennerne. Derimod mener andre forskere, at de nye antenner er farligere end de gamle.
Folketinget har nu afsat penge til en undersøgelse, der skal slå endeligt fast, om antennerne er farlige eller ej. Indtil da vælger mange kommuner at forbyde opsætningen af dem.
TV 2 / ØSTJYLLAND sender i aften direkte fra et informationsmøde i Århus, hvor mobilselskabet 3 forsøger at berolige borgerne.