Mange høringssvar mod besparelser: - Hvis skolen nedlægges, dør lokalsamfundet

Den generelle høringsperiode er afsluttet i Norddjurs Kommune, og 279 høringssvar er tikket ind

I august var børn og voksne fra Mølleskolen mødt op foran rådhuset i Grenaa for at vise deres utilfreds over planer om at lukke skolen.

I Norddjurs Kommune skal der spares på budgettet de kommende år. Siden nyheden om besparelser kom tidligere på året har mange borgere vist deres utilfredshed med nogle af de steder, der kan blive ramt af sparekniven.

Onsdag formiddag sluttede den generelle høringsperiode, og den har mange benyttet til at komme med deres mening om nogle af spareforslagene. 279 høringssvar er det blevet til, viser den foreløbige opgørelse.

Læs også Spareforslag sendes nu i høring: Vil kæmpe for skolen til det sidste

Særligt børne- og ungeområdet har den seneste tid skabt debat, og det er også et emne, der er blevet skrevet flittigt om i høringssvarene.

Lokalsamfundet dør

En af dem, der har sat sig ved computeren og skrevet høringssvar, er Grete Carstensen. Hun er formand for Ålsrode og Omegns Borgerforening og frygter, hvad der skal ske med lokalsamfundet, hvis planer om at lukke Børneby Mølle føres ud i livet.

- Hvis skolen nedlægges, dør lokalsamfundet, siger Grete Carstensen på vegne af Ålsrode og Omegns Borgerforening.

Læs også Frustrerede borgere i Norddjurs: - Politikerne skal vide, at vi er vrede

Hun forstår ikke, hvorfor man overvejer at lukke skolen, som ifølge hende er velfungerende og med en pæn søgning.

- Vi er et lille lokalsamfund, hvor vi alle kender hinanden. Hvis der skal ske noget, er det os selv, der skal gøre det. De netværk, der dannes på skolen, går langt ud i lokalsamfundet, og vores netværk går i smadder, hvis Mølleskolen og børnene ikke er der, siger Grete Carstensen.

02:18

VIDEO: Elever fra Mølleskolen i Norddjurs Kommune var i dag mødt op foran rådhuset i Grenaa for at protestere imod lukning af deres skole. Se video fra den 22. august her.

Luk video

Norddjurs Kommune skal spare 98 millioner kroner om året de kommende fire på, hvorfor spareplaner er lagt frem for at finde pengene de kommende år.

Skolen er vigtig for bosætningen

Grete Carstensen frygter også, hvad en eventuel lukning af skolen og børnebyen kan få af betydning for bosætningen i området.

Læs også Forsker om besparelser i Norddjurs: Fyringer er den eneste udvej

- I kommunen har man snakket meget om bosætning og at holde hånden under de små samfund. Vi oplever, at der kommer flere unge familier til vores område. Hvis man er et ungt par med børn, så kigger man efter, hvor der er skoler, når man skal slå sig ned et sted, siger hun og fortsætter:

- Hvis der ikke kommer unge, så kan vi kigge på vores dåbsattester og se, hvornår den sidste af os lukker og slukker herude.

Vil ikke sende sorteper videre

Hun mener, at politikerne skal kigge andre veje for at finde besparelser, men vil ikke selv komme med konkrete forslag.

Læs også Skole foreslås lukket i Norddjurs: - Forfærdelig stemning

- Jeg vil ikke sende sorteper videre. Det er ikke min opgave, siger hun.

Grete Carstensen håber, at politikerne tænker langsigtet og ikke 'handler i panik'.

- Jeg tror faktisk, at det hjælper at lave de her høringssvar. Jeg tror, at politikerne måske lytter og kigger sig om efter andre muligheder. Det bliver jeg nødt til at tro på, siger hun og håber, at der nu kan komme dialog om Mølleskolen.

Læs også Borgmester ønsker en af landets højeste indkomstskatter

- Tænk jer om en ekstra gang og gå i dialog. Det fører ingen vegne at trække tæppet væk under et af de velfungerende lokalsamfund i området, lyder hendes opfordring til politikerne.

02:52

VIDEO: Morten Heideman kommer fra Åalsrode og omegns borgerforening. Han har blandt andet gjort indsigelse mod at lukke Børneby Mølle. 

Luk video

Gør indtryk

En af dem, der nu skal læse de mange høringssvar, er SFs Mads Nikolajsen, der er formand for Børne- og Ungeudvalget, og han er klar på at tage dialogen med borgerne.

- Der er kommet mange og grundige høringssvar, som vi nu skal forholde os til. Vi må i første omgang sige tak for engagementet og grundigheden, siger han.

Mads Nikolajsen har allerede læst nogle af svarene, og de gør indtryk.

SFs Mads Nikolajsen.

-  Nogle af dem er hjerteskærende, og de giver information, som vi ikke havde tidligere, siger han.

Mads Nikolajsen mener ikke, det er realistisk, at man kan finde alle de besparelser på blandt andet Børne- og Ungeområdet, som først blev meldt ud.

Læs også Sparekniven i Norddjurs rammer nu børn og unge

- Vi må styre udenom besparelser, som giver merudgifter andre steder. Vi bliver nødt til at finde andre udveje, men vi kommer ikke uden om store besparelser på børneområdet, siger han. 

Han og kollegaerne i kommunalbestyrelsen har frem til den 15. oktober, hvor budgettet senest skal falde på plads.

Du kan læse samtlige høringssvar her.