Mange forældre deler billeder af børn: Få spørger om lov
Når forældre deler billeder af deres børn, kræver det i princippet samtykke, siger Red Barnet.
Langt de fleste børn oplever, at deres forældre deler billeder af dem på sociale medier. Det viser en undersøgelse fra Børns Vilkår, skriver Kristeligt Dagblad.
Mens fire ud af fem forældre deler billeder af børnene, får meget få forældre samtykke, inden de klikker på deleknappen.
Læs også
Men børnene har faktisk ret til at blive spurgt, fortæller Kuno Sørensen, psykolog hos Red Barnet.
- Det er bekymrende, at forældrene i så lille grad spørger børnene om lov, inden de deler billeder af dem. Forældrene skal lære dem, hvordan man bør opføre sig, og at man ikke deler billeder af andre uden samtykke.
- Børn har de samme rettigheder som voksne. Det står i Børnekonventionen. Når man for eksempel deler portrætbilleder, så kræver det i princippet et samtykke fra barnet, siger Kuno Sørensen.
Svært med samtykke fra toårig
Dog er der åbenlyse udfordringer med små børn, præciserer psykologen.
- Det er naturligvis svært at indhente et samtykke fra en toårig. Men forældre skal handle ud fra barnets tarv og derfor også beskytte barnets privatliv, siger Kuno Sørensen.
Børns Vilkår har undersøgt billeddeling af børnehavebørn i alderen fem til seks år, og her svarer 64 procent af de adspurgte forældre, at de aldrig eller sjældent spørger om lov, inden de deler et billede af deres barn på sociale medier.
Kun 14 procent svarer, at de altid spørger om lov.
Teenagers: - Det er pinligt
- Mange børn finder det, når de kommer i puberteten, pinligt og ubehageligt, at der ligger billeder af dem som små på nettet, fortæller Kuno Sørensen.
Men det er i virkeligheden også svært at forudse, hvad billederne reelt kan bruges til senere hen, fortæller Winnie Alim, seniorkonsulent ved Børns Vilkår, der står bag undersøgelsen.
Læs også
- Vi ved selvfølgelig ikke, hvad der sker i fremtiden, men vi ved for eksempel, at Facebook har ansigtsgenkendelse. Hvad den data (billederne, red.) bliver brugt til i fremtiden, ved vi ikke.
- Man kan forestille sig, at det kan bruges i big data-analyser, men det kan også bruges på et mere individuelt niveau, siger Winnie Alim.
FAKTA: Det skal du vide når du deler billeder af dine børn
Børn skal lære, at man ikke deler billeder på sociale medier af andre, hvis man ikke har fået lov.
Mange børn fortryder billeder lagt op på sociale medier af deres forældre, når de bliver ældre.
Sådan får du nogle gode vaner for dig og dit barn, når du deler billeder på sociale medier.
*Husk, at du er en rollemodel for dit barn.
- Dit barn skal lære, at man ikke deler billeder af andre mennesker, uden man har fået lov først. Deler du billeder uden samtykke, vil dit barn tro, at det er OK.
*Gør dig nogle overvejelser om, hvorfor du vil dele billedet.
- For hvis skyld er det, at du deler billedet, og hvad vil du synes om, at Facebook eller Instagram har rettighederne til det her billede, når du lægger det op.
*Tænk over, hvilken betydning det vil have for dit barn nu og i fremtiden, når du deler det her billede.
- Er det i en situation, der er pinlig for barnet, eller noget man griner af i situationen, er der en sandsynlighed for, at barnet ville finde det pinligt senere hen.
Kilder: Børns Vilkår