Mange bilister gik i fælden
86 bilister blev taget i at køre for stærkt, da politiet i går gennemførte en fartkontrol øst for Silkeborg.
Mange bilister har tilsyneladende ikke forstået, at der ikke er motorvej på hele strækningen mellem Århus og Silkeborg.
Politiet foretog i går fartkontrol på landevejen ved Låsby - få kilometer fra det sted motorvejen slutter. I alt 86 bilister blev noteret i løbet af de timer, politiet havde måleudstyret stillet op, og de mest grove forseelser blev takseret med bøder på 2500 kroner.
- Vi er blevet opmærksomme på, at der bliver kørt alt for hurtigt på landevejen ved Låsby. Derfor har vi besluttet, at vi vil forsøge at påvirke bilisterne til at køre langsommere, forklarer vicepolitikommissær Poul Lervad fra Rigspolitiets Færdselsafdeling.