Manden med de stålsatte øjne får sin ministerpost
Stålsatte øjne og et ultimativt krav om topskattelettelser har gjort Anders Samuelsen fra Horsens til udenrigsminister
Du kan ikke sige dansk politik i 2016 uden at sige stålsatte øjne. Og du kan ikke sige stålsatte øjne uden at se Anders Samuelsen for dig.
Formanden for Liberal Alliance har gang på gang det seneste år gentaget partiets ultimative krav til regeringen om topskattelettelser på mindst fem procent hele vejen op. Ellers ville han vælte regeringen.
Sådan blev det ikke, men i stedet kan den 49-årige Anders Samuelsen efter alt at dømme sætte sig til rette på bagsædet af sin første ministerbil som udenrigsminister i den nye, borgerlige trekløverregering med V, K og LA.
Læs også
Samuelsens politiske karriere begynder i Det Radikale Venstre, hvor han er kandidat i Horsenskredsen fra 1994 til 1998 og i Holbækkredsen fra 1998 til 2004.
Han er midlertidig medlem af folketinget for Det Radikale Venstre i 1997 og 1998 og bliver valgt som folketingsmedlem fra 2001 til 2004.
I 2004 til 2007 bliver han valgt til Europa-Parlamentet.
Blå Bog: Anders Samuelsen
Fødested: Horsens
Søn/datter af: Søn af cand.mag. og fhv. MF Ole Samuelsen og husholdningslærer Anna Holm
Nationalitet: Dansk
Uddannelse: Cand.scient.pol. fra Aarhus Universitet i 1993
Karriere: Konsulent og projektkoordinator på Døves Højskole, Castbjerggård, 1994-98
Valgt til folketinget i 2001 for Det Radikale Venstre
Medlem af Europa-Parlamentet for Det Radikale Venstre i 2004-2007
Stifter den 7. maj 2007 Ny Alliance sammen med Naser Khader og Gitte Seeberg
Politisk leder af Liberal Alliance fra den 5. januar 2009, da Naser Khader forlader partiet
Civilstand: Gift med Lajla Dam Samuelsen fra 1992 til 2009. De har sammen to sønner
Bopæl: Horsens
Fritidsinteresser: Familie, løbeture, musik og bøger
Kilder: Folketinget, Ritzau
Sammen med sin radikale partifælle Naser Khader og medlem af Konservative Gitte Seeberg stifter Samuelsen i 2007 partiet Ny Alliance.
De er trætte af Dansk Folkepartis indflydelse på dansk politik og vil skabe et nyt, borgerligt midterparti. Partiet får fem mandater ved folketingsvalget samme år.
Året efter skifter partiet navn til Liberal Alliance, og der bliver lavet et nyt partiprogram med flere liberale mærkesager.
Læs også
Anders Samuelsen bliver politisk leder i 2009, da Naser Khader forlader Liberal Alliance. Det bliver debatteret i krogene, hvorvidt Samuelsen hele tiden har haft planer om at lede partiet.
- Jeg har nogen gange spurgt mig selv, om jeg burde have været leder fra starten. Og det tror jeg, at jeg burde have været.
- Jeg har bare aldrig efterstræbt den position, for det interessante har for mig været at lave det skifte i dansk politik, som der er behov for, sagde Anders Samuelsen dengang om formandsskiftet.
Han står i spidsen for en markant mere liberal politik, og Liberal Alliance stiger i meningsmålingerne frem mod valget i 2011. Partiet får ni mandater, men må se rød blok og Helle Thorning snuppe magten.
I 2015 får Liberal Alliance 13 mandater, som partiet tager med til forhandlingsbordet om en ny regering med Venstre for bordenden.
Læs også
Til Samuelsens skuffelse lykkes det ikke partiet at komme med i regering og bakker i stedet op om en ren Venstre-regering.
De stålsatte øjne bliver for alvor tændt hen over sommeren 2016, da Samuelsen kraftigt understreger, at han vil vælte regeringen, hvis han ikke får sine fem procent i topskattelettelser.
- Du kan jo se mig i øjnene, og se hvor stålsat jeg er.
- Det er de fem procent vi skal have, og ellers så er der ikke nogen Venstre-regering, sagde han på Liberal Alliances sommergruppemøde.
Dansk Folkeparti stod dog fast på, at partiet ikke lægger stemmer til topskattelettelser.
I stedet for at gøre alvor af truslerne om at vælte regeringen valgte Anders Samuelsen at gå med i den. Og han bliver efter alt at dømme belønnet med udenrigsministerposten.