Mandag byder på et isdøgn i Østjylland
Temperaturerne når ikke over frysepunktet på næste uges første dag
Søndag har været bidende koldt med temperaturer under frysepunktet i det østjyske. Samtidig har en stærk vind gjort, at det har føltes endnu koldere. Og der er intet, som tyder på, at der er mere varme på vej til Østjylland.
Mandag bliver nemlig et såkaldt isdøgn, hvor temperaturerne på intet tidspunkt når over 0 grader. Det holder desuden tørt, og chancerne for sol er til stede. Til gengæld ser det ikke ud til, at østjyderne får snefnug mandag.
Sne på vej til det østjyske
De kommende dage bliver ligeledes kølige, men dog med lidt mindre vind. Det vil nok formentlig stadig føles rigtig koldt. Derudover vil der også være risiko for nedbør onsdag og torsdag.
Sidst på ugen ser det så ud til, at der kommer sne til Østjylland. Meget tyder dog på, at sneen slår om i regn.
Du kan se hele vejrudsigten øverst på siden.